Influenza og astma

Hvad er influenza?

Influenza er en virusinfektion, som kan ramme alle mennesker. Influenza optræder i epidemier af 4-6 ugers varighed, oftest i perioden december-marts. Epidemierne indfinder sig 5-7 gange i løbet af en periode på 10 år.

Under en epidemi rammes omkring 20 procent af befolkningen af sygdommen, og antallet af hospitalsindlæggelser og dødsfald stiger.
Kilde: Statens Seruminstitut

Hvordan påvirker influenza mig?

Influenza kan også påvirke astmatikere. Mærker du forværring i din astma eller får du nye symptomer fra luftvejene bør du kontakte din læge og i akutte tilfælde lægevagt eller skadestue.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod influenza til personer over 65 år, samt personer med visse kroniske sygdomme, herunder kroniske lungesygdomme.

Derfor kan være en god idé, at blive vaccineret imod influenza, hvis du vil forsøge at undgå yderligere gener i forbindelse med din astma. Bliver du vaccineret mod influenza skal du dog være opmærksom på, at du alligevel kan blive smittet af andre influenzatyper end den du er vaccineret mod, ligesom andre vira kan give influenzalignende symptomer.
Du kan kontakte din læge, hvis du er i tvivl om en vaccine er det rigtige for dig.

Influenza overføres som luftbåren smitte fx ved host og nys. Derfor er det vigtigt med god håndhygiejne samt host og nye i ærmet.

Ukompliceret influenza behandles som oftest med sengeleje. Lægen kan eventuelt ordinere et anti-viralt præparat, der kan nedsætte sygdomsvarigheden.

3 tips til at være
velbehandlet
  1. Din læge er nøglen til at være velbehandlet. Insistér på at blive ordentligt udredt, og husk astmakontrol hos lægen - også når det går godt.
     
  2. Udarbejd en behandlingsplan i samarbejde med lægen.
     
  3. Kontakt din læge, hvis du oplever forværring eller nye symptomer