Andre former for medicin

Theophyllin

Anvendes i nogle tilfælde, hvis astmaen ikke kan kontrolleres med de øvrige midler.

Medicinen gives som tablet, og skal doseres forsigtigt, da der er risiko for bivirkninger allerede, når medicinen gives i små doser.

Tabletterne kan fx hedde Nuelin, Theo-Dur og Unixan.

Kromoner

Kromoner af typen cromoglikat og nedocromil var tidligere meget brugt, inden der kom inhalationssteroid i handlen.

Kromoner virker ved at stabilisere nogle af de celler, der spiller en rolle i den allergiske reaktion. Medicinen gør, at cellerne ikke frigør så mange af de stoffer, der har betydning for allergi.

Kromoner bruges kun ved allergisk astma, samt ved sportudløste symptomer. Kromoners virkning er væsentligt svagere end fx  steroid.

Denne slags medicin kan fx hedde Tillade eller Lomudal.

Anti-IgE-antistoffer

Xolair til injektion er en nyere medicintype. Xolair indeholder omalizumab og kan være relevant for personer som har allergi over for et helårligt allergen, og som får anden behandling for astma, men stadig får mange alvorlige astmaanfald.

Ved brug af medicinen vil man kunne se lidt færre og knap så svære anfald.

Medicinen ordineres af speciallæger med særligt kendskab til allergidiagnostik og behandling af astma.

3 tips til at være
velbehandlet
  1. Din læge er nøglen til at være velbehandlet. Insistér på at blive ordentligt udredt, og husk astmakontrol hos lægen - også når det går godt.
     
  2. Udarbejd en behandlingsplan i samarbejde med lægen.
     
  3. Kontakt din læge, hvis du oplever forværring eller nye symptomer