Få styr på teknikken
Det er vigtigt, at du bruger din medicin rigtigt. Mange astmatikere bruger medicinen forkert, og de får derfor ikke den optimale effekt.
5 Klassiske fejl
- Du får ikke pustet ordentligt ud, inden du trækker medicinen ned i lungerne.
- Du ånder for langsomt eller stødvist ind, når du inhalerer medicinen.
- Du holder din inhalator forkert, når du klikker en ny dosis løs. F.eks. skal en Turbohaler altid holdes lodret - aldrig vandret.
- Du opdager for sent, at der ikke er flere doser tilbage i inhalatoren.
- Du kigger nedad, når du tager din medicin, så den bliver i mund og svælg. du skal i stedet kigge let opad.
Turbohaler
- Den med klikket
Medicin: Bricanyl/Terbasmin, Oxis, Spirocort/Pulmicort, Symbicort.
Hvordan bruger du den?
1. Skru den hvide beskyttelseshætte af, og hold Turbohaleren lodret med mundstykket opad. Drej den farvede bund én gang frem og tilbage, indtil det siger klik. så er din dosis klar.
2. Pust langsomt ud (ikke ind i Turbohaleren!) bid let sammen om mundstykket, og luk læberne omkring det.
3. Tag en dyb og kraftig indånding, og hold vejret nogle sekunder.
Hvornår er den tom?
Bricanyl, Oxis og Spirocort: Et rødt mærke i et lille vindue viser, når der er 20 doser tilbage. Når mærket når bunden, er inhalatoren helt tom. Symbicort: Har dosistæller, der tæller ned fra 120 doser. Når der står 0 i vinduet, er den tom.
Hvordan opbevarer du den?
I beskyttelseshætten ved stuetemperatur på et tørt sted. Er hætten skruet korrekt på, er den lufttæt.
Hvordan holder du den ren?
Tør mundstykket af med en tør klud.
Video (eksternt link: medicin.dk)
Diskos
- Den runde
Medicin: Ventoline, Servant, Flixotide, Seritide.
Hvordan bruger du den?
1. Åben Diskos ved at skubbe fingergrebet helt i bund, så det siger klik. Derved kommer mundstykket og doseringsknappen frem.
2. Hold mundstykket helt lodret. Skub doseringsknappen helt i bund, til det siger klik, og lad den blive der.
3. Pust langsomt ud (ikke ind i Diskos). Sæt mundstykket til læberne.
4. Sug ind så dybt og roligt som muligt. Hold vejret nogle sekunder, inden du ånder roligt ud.
5. Luk diskos ved at skubbe fingergrebet tilbage på plads, så det siger klik.
Hvornår er den tom?
Der er dosistæller på. Når tallene bliver røde, er der fem doser tilbage.
Hvordan opbevarer du den?
Opbevar Diskos tørt og under 30 grader. Ikke på badeværelset.
Hvordan holder du den ren?
Ingen vand. Må kun tørres af med en tør klud.
Video (eksternt link: medicin.dk)
Øvrige inhalatorer
(eksterne links: medicin.dk)
- AeroChamber
- Aerolizer
- Autohaler brug
- Autohaler klargøring
- Breezhaler
- Easyhaler
- HandiHaler
- Inhalator M
- Nebulator
- Pocket Chamber
- Respimat brug
- respimat klargørring
- Salamol inhalator
- Standardinhalationsaerosol
- Twisthaler
- Volumatic
- Vortex
Værs'go at skylle
Husk at skylle munden eller børste tænder, når du har taget din forebyggende astma-medicin. Ellers kan medicinen irritere dine slimhinder i munden og/eller give dig en svampeinfektion. giver du dit barn medicin af en spacer, skal barnets næse og mund også have en tur med en vaskeklud bagefter. Giv barnet noget at drikke, hvis det er for lille til selv at skylle mund.
Husk også at rengøre spaceren mindst en gang om ugen efter anvisning. Få evt. også inhalationsteknikken tjekket hos lægen med jævne mellemrum. Og husk at have ekstra medicin liggende så I ikke løber tør.