Medicin, der forebygger

Steroider/binyrebarkhormoner

Steroider har været brugt til behandling af astma i mange år, og er den mest effektive forebyggende behandling.

Steroider er et hormon som vi danner i vores binyre, helt præcist i barken. Derfor omtales steroid også som binyrebarkhormoner.

Steroider virker ved at dæmpe den betændelseslignende tilstand i luftvejene. Denne tilstand kaldes inflammation. Reaktionen i slimhinden skyldes ikke en infektion med bakterier og virus.

Derfor hjælper antibiotika ikke. Det gør steroider.

Det får hævelsen og irritationen til at falde, og slimhinden bliver mere modstandsdygtig over for det, du ikke kan tåle.

Hvis du er i god forebyggende behandling, har du ikke brug for anfaldsmedicin så tit.

Forebyggende medicin gives ofte som pulverinhalator, men medicinen kan også gives som spray, tabletter, inhalationsvæske eller indsprøjtning.

Hvis du bruger spray, kan det være hensigtsmæssigt at anvende åndingsbeholder.

Inhalationssteroid virker først maksimalt efter 2-4 ugers fast daglig behandling. Derfor er det vigtigt, at du bruger din forebyggende medicin dagligt – også i de perioder, hvor du ikke har symptomer på astma.

Får du forebyggende medicin som inhalationsbehandling, kan den fx hedde Spirocort, Flixotide, eller Asmanex.

Farvekoden på inhalatoren med den forebyggende medicin er brun eller orange/rød.

En tommelfingerregel er:

Hvis du har brug for anfaldsmedicin mere end to gang om ugen eller mere, er din astma ikke under fuld kontrol. Så er det tid til at kontakte din læge med henblik på at få afklaret, om du skal justere din forebyggende behandling.

Anfaldsmedicin taget inden fysisk aktivitet, tæller ikke med i dette regnskab.

Hvor meget forebyggende medicin netop du har behov for, er afhængigt af dine symptomer. Symptomerne afhænger blandt andet af, hvor meget du er udsat for allergener, irritanter og infektioner.

Det er derfor en god idé at have en behandlingsplan, så du ved, hvor meget forebyggende medicin du skal tage fast, samt hvor meget du eventuelt skal øge dosen i mindre gode perioder.

Undgå bivirkninger

Du kan selv være med til at begrænse risikoen for svampeinfektion i munden. Skyl munden eller børst tænder, når du har taget din forebyggende medicin med steroid.

Steroid som tabletbehandling

Tabletbehandling med den forebyggende steroid, kan blive nødvendigt for alle. Det gives som en kort kur i forbindelse med en forværring af din astma.

Længerevarende behandling påvirker hele kroppen og anvendes derfor kun til dem, der har svær astma, hvor symptomerne ellers ikke kan holdes under kontrol.

Disse tabletter kan fx hedde Medrol, Prednisolon eller Prednison.

Langtidsvirkende luftvejsudvidende medicin

Ud over den korttidsvirkende luftvejsudvidende medicin, som anvendes ved anfald, findes der også luftvejsudvidende medicin, hvor virkningen holder i cirka 12 timer. Denne kaldes langtidsvirkende beta2agonister.

Denne type medicin anvendes forebyggende mod astma, som supplement til inhalationssteroid.

Du skal være opmærksom på, at det ikke er alle langtidsvirkende beta2agonister, hvor virkningen indtræder så hurtigt, at du kan anvende medicinen ved akutte symptomer og anfald.

Medicinen kan fx hedde Oxis, Foradil eller Serevent.
Farven på inhalatoren med langtidsvirkende beta2agonister er  turkis/grøn.

Luftvejsudvidende medicin som tabletbehandling
 

Anvendes i nogle tilfælde ved svær vedvarende astma.

Disse kan fx hedde Bambec, Volmax, Ventoline eller Bricanyl Retard.

Leukotrienantagonister

Leukotrienantagonister anvendes som forebyggende behandling af astma hos voksne, hovedsagligt som supplement til inhalationssteroider.

Hos astmapatienter, hvor man giver leukotrienantagonister, kan disse også give lindring af høfebersymptomer.

Behandlingen kan også bruges forebyggende mod anstrengelsesudløst astma.

Hos børn over 2 år med mild vedvarende astma kan leukotrienantagonister desuden anvendes som alternativ til lavdosis inhalationssteroid behandling. Det kræver dog, at der ikke fornylig har været et alvorligt astmaanfald, hvor der har været brug for steroid i tabletform. Det skal desuden være vist, at barnet ikke er i stand til at anvende inhalationssteroid.

Ifølge internationale guidelines kan leukotrienantagonister reducere virusudløste forværringer ved periodisk astma hos børn fra 2-5 år.

Leukotrienantagonister virker forebyggende både på muskelsammentrækningen og på den betændelseslignende tilstand (inflammationen), der er i luftvejene, når du har astma. Luftvejene bliver mindre følsomme, og ofte vil du tåle anstrengelse bedre.

Leukotrienantagonister kan ikke bruges til behandling af akutte astmaanfald. Ved astmaanfald anvendes den hurtigtvirkende, luftvejsudvidende astmamedicin.

Leukotrienantagonist fås som tabletter, tyggetabletter og granulat til børn fra 6 måneders alderen. Disse tages 1 gang dagligt, oftest om aftenen - også i de perioder, hvor du har det godt.

Effekten af behandlingen viser sig indenfor 1 døgns tid. 

Tabletterne kan hedde Singulair eller Montegen.

Vidste du?

...at du kan blive vaccineret - gratis - mod inflenza, hvis du lider af en kronisk sygdom som astma!