Brødkrumme Brødkrumme

Webindholdsvisning Webindholdsvisning

En halv time fra sygehuset

Frederikke er 15 år, går i 9. klasse og fik da hun var et halvt år gammel konstateret astmatisk bronkitis.

For de fleste unge føles fremtiden som en uendelig mængde af muligheder, men hvis du aldrig kan være mere end en halv time fra sygehuset eller du altid skal have en person tæt på dig, der kender din sygdom, så kommer du hurtigt til at føle dig begrænset, og dermed også anderledes på den ikke altid lige fede måde.

"Fitnessinstruktør, lagermedarbejder, idrætslærer, bager…"
Hold da op! 
Frederikke læser hele den lange liste igennem. Listen over jobs, hun aldrig kan få, uddannelser, hun aldrig kommer til at kunne gennemføre. Hun er 15 år og går i 9. klasse. For hendes klassekammerater er problemstillingen anderledes. De skal træffe et valg mellem uendelig mange uddannelsesmuligheder. De skal vælge fra, hun skal vælge til.


- Jeg kan tydeligt huske lige netop det her øjeblik, at jeg står med brochuren i hånden og ser sort på hvidt, hvad jeg ikke kan blive. Dét påvirkede mig, det var der, at det blev meget tydeligt, at jeg ikke er som alle andre, siger hun og fortsætter:
- Men da jeg så tænkte over det, så var det jo alligevel ikke nogle af de her job, jeg gik og drømte om overhovedet. Pludselig blev jeg bare meget bevidst om, at min astma sætter begrænsninger for mit liv. Hvis jeg kunne ændre bare én ting, så skulle det være, at min astma ikke begrænsede mig så meget.

Indlagt 20 gange på to år

Vi skruer tiden to år tilbage. Det er sommer. Der er fire dage til skolen slutter, og eleverne på Egtved Skole vinker farvel til endnu et skoleår og drager på sommerferie.
Frederikke er 13 år, og som hun står der på skolens græsareal med sine klassekammerater er hun bare en af klassens udadvendte og fodboldglade piger, der døjer med lidt græspollenallergi.
Netop i dag syntes den dog ekstra slem. Hun føler sig skidt tilpas. Hun forlader de andre og går tilbage til klasseværelset for at tage en allergipille. Den hjælper ikke.


Hun har svært ved at få vejret, så hun går og trykker ind på sin hals for ligesom at prøve at presse luft ned i lungerne. Det hjælper ikke. Hun er bange. På skolens kontor kan de se, at hun har det skidt, så de sender hende hurtigt over til lægehuset på den anden side af gaden. En af lægerne giver hende ilt med det samme, tager telefonen og ringer efter en ambulance, mens flere af husets læger kommer til for at hjælpe.

De efterfølgende to år bliver Frederikke indlagt 20 gange på Kolding Sygehus med sin astma, der viser sig at være anstrengelsesudløst. To af gangene er hun på spejderlejr, hvor bl.a. røgen fra bålet får hendes astma til at blusse op. En tredje gang er ved juletid, hvor klassen puster deres julelys ud på en gang, og røgen fra stearinlysene fylder rummet og hendes lunger gisper efter luft.

Altid en hvad-nu-hvis-plan

De mange astma-anfald får Frederikke og hendes familie til at lægge en plan, så der altid er en back-up, fx befinder Frederikke sig aldrig mere end en halv time væk fra sygehuset, hvor hun har en åben indlæggelse, hvis hun skulle få et anfald.  Desuden er hendes mor aldrig langt væk og i sin taske har Frederikke også altid sin medicin og et brev, der beskriver hendes sygdom. Og da hun i sommer var på campingferie med tre veninder boede hendes mor i den anden ende af campingpladsen, hvis der skulle ske noget.

- Det er klart, at den konstante back-up og plan for hvad-nu-hvis, den kan føles begrænsende, den ville være rar ikke at skulle leve med. Samtidig med den konstante uvished om, hvornår jeg får et anfald igen - om det er om tre minutter eller om tre år.

At være anderledes

Frederikke ved godt, at hendes astma gør hendes liv anderledes end andre unges.

- Jeg kan huske en episode, hvor vi var på ferie med nogle af mine forældres venner og deres børn, hvor der blev sagt, at nu skulle alle børnene op og børste tænder, hvortil jeg svarede: jamen skal de ikke have deres medicin? For mig var det det mest naturlige i verden at tage sin medicin før tandbørstningen, jeg troede alle skulle have medicin. Jeg skal også huske mig selv på ikke at løbe efter bussen, og jeg kan ikke tåle at drikke alkohol og må heller ikke, for så er jeg ikke klar i hovedet, hvis jeg får et anfald.

Hun har gennem forløbet talt med en psykolog på sygehuset og fået et løbeprogram, som rent faktisk gør hende i stand til at løbe næsten 10 minutter uden problemer.

- Det har betydet meget for mig at få snakket om min sygdom, og hvad den gør ved mit liv, og hvordan det påvirker mig, og det hjælper mig meget til at se ud over de begrænsninger, der er, siger hun og fortsætter:
- Jeg er meget aktiv KFUM-spejder og er både seniorspejder og assistent-leder for andre børn. Selvom der er en masse forhindringer, så har jeg valgt at lige meget, hvor meget astma´en begrænser mig, så skal den IKKE gå ud over min spejder. For spejder er det, der holder mit humør oppe, når det hele er lidt svært, og hverdagen går lidt for meget op i sygdom og hvad jeg ikke må. Så det er også vigtigt at man går op i noget så man kan tænke på noget andet end at være syg.

Uddannelsesdrømmen ligger derfor også klar: først efterskole, så gymnasiet og så vil Frederikke læse til jordemoder.

Frederikkes gode råd

Til andre unge:
Få snakket med nogen om, hvad du kan med din sygdom og hvad du ikke kan, lad vær' med at lade dig begrænse, selvom det er nemt.
 
Til familien og venner:
Giv støtte, men ikke for meget, hvis jeg har en mor, der er overbeskyttende og siger, pas nu på hele tiden, så bliver det trættende, vær opmærksom, men ikke overbeskyttende.
 

Webindholdsvisning Webindholdsvisning