Skiferie med astma
Mennesker med følsomme luftveje og astma kan reagere på forskellige irritanter som fx røg, mados, dufte, luftfugtighed, varme og også kulde.
Gode råd til dig, der skal på skiferie med astma
- At astmaen er velbehandlet, inden du tager af sted. Måske er det tid til et lægetjek inden afrejsen. Husk en opdateret behandlingsplan fra lægen.
- At drøfte med lægen, om du er en af de personer med anstrengelsesudløst astma, der kan have gavn af at tage akutmedicin/ anfaldsmedicin 10–15 minutter inden anstrengelse for derved at forebygge astmasymptomer.
- At tilrettelægge skiløbet med både rolig opvarmning i 10–15 minutter og nedvarmning, hvor intensiteten af den fysiske aktivitet nedsættes. Dette vil være med til at reducere risikoen for anstrengelsesudløst astma.
- At trække et halstørklæde op over munden, hvis kulden giver vejrtrækningssymptomer. Dette vil opvarme luften en smule og dermed virke knap så irritativt på luftvejene. Man kan også købe særlige varmemasker. Fx kan du finde Jonasmasken på Norges Astma- og Allergiforbunds hjemmeside.
- At du undervejs i skiløbet tænker på at variere intensiteten med intervaller, hvor der er perioder med anstrengelse og perioder med hvile. Intervallerne er med til at forebygge anstrengelsesudløst astma og dette giver perioder undervejs, hvor der er mulighed for at få kontrol over vejrtrækningen.
- At huske akutmedicinen/anfaldsmedicinen når du er aktiv på løjperne.
Uanset vejrforhold skal du lytte til de signaler kroppen sender, og du skal vide, hvordan du skal reagere på eventuelle symptomer.
God skiferie!
Læs også