Steroider / binyrebarkhormoner
Forebyggende medicin – langtidsvirkende
Farvekode: oftes BRUN eller ORANGE
Steroider er den mest effektive form for forebyggende astmabehandling. Steroider er et hormon, vi danner i vores binyre. Hormonet forebygger astma ved at dæmpe den betændelseslignende tilstand (inflammation), som personer med astma har i luftvejene. Hævelsen og irritationen falder derved og slimhinden bliver mere modstandsdygtig over for det, du ikke tåler.
Reaktionen i slimhinden skyldes ikke en infektion med bakterier og virus. Derfor hjælper antibiotika ikke – det gør steroider.
Er du omhyggelig med at tage din forebyggende medicin, vil du kun sjældent have brug for anfaldsmedicin.
Steroider gives ofte som pulverinhalator og spray (brug evt. en åndingsbeholder som hjælp), men findes også som tabletter (gives over en kortvarig periode ved forværring af astma), inhalationsvæske og indsprøjtning.
Steroider virker først optimalt efter nogle uger, og for nogle kan der gå måneder, før der er maksimal effekt af behandlingen. Husk derfor at bruge steroidmedicinen dagligt – også de dage, hvor du ikke har astmasymptomer.
Hold regnskab med medicinen
Hvis du har brug for anfaldsmedicin mere end to gang om ugen, skal din forebyggende behandling muligvis justeres. Rådfør dig med din læge. Anfaldsmedicin taget inden fysisk aktivitet, tæller ikke med i dette regnskab.
Det er individuelt, hvor meget forebyggende medicin, man har behov for. Det afhænger af dine astmasymptomer, som blandt andet kan påvirkes af, i hvor høj grad du udsættes for allergener, irritanter og infektioner. Få derfor udarbejdet en behandlingsplan hos din læge, så du ved, hvor meget forebyggende medicin du skal tage fast, samt hvor meget du eventuelt skal øge dosen i mindre gode perioder.
Undgå svampeinfektion i munden
Begræns risikoen for svampeinfektion i munden ved at skylle munden eller børste tænder, når du har taget din forebyggende astmamedicin.
Steroid som tabletbehandling
Tabletbehandling med forebyggende steroid kan blive nødvendigt for en kort periode, hvis din astma er blevet forværret.
Længerevarende tabletbehandling påvirker hele kroppen og anvendes derfor kun til dem, der har svær astma, hvor symptomerne ellers ikke kan holdes under kontrol.
Medicinskema
Klik for stort billede
