Din hverdag
Her finder du gode råd og tips til hverdagen med astma, allergi, eksem og høfeber.
Mange af de børn, der kommer på hospitalet med besværet vejrtrækning, er forholdsvis upåvirkede og med humøret i behold. Faktisk er mange af dem det, der i lærebøgerne kaldes happy wheezers eller på dansk: glade hvæserbørn, fordi de netop er glade unger med en hurtig vejrtrækning.
Men - for der er et men - mange af børnene bliver meget kede af det, så snart personalet finder indåndingsbeholderen/masken frem for at starte behandlingen. De fleste oplever det nemlig som et overgreb at få masken presset nedover mund og næse. De gør alt, hvad de kan, for at gøre modstand, og det kan virke ret voldsomt, når et barn skriger, græder og kæmper imod.
Det kan være en heftig oplevelse for dig som forælder, når dit lille barn skriger og gør modstand mod at få masken for næse og mund. Men her er det vigtigt, at du prøver at holde hovedet koldt, selvom dit hjerte fortæller dig, at du skal hjælpe dit barn ud af den forfærdelige situation.
Masken er nødvendig for at behandle dit barns problemer med vejrtrækningen.
Dit barn bliver meget nemt utrygt, hvis du selv er usikker. Og jo mere utryg barnet er, jo mere vil det kæmpe imod. Så prøv at stole på personalet, som har hjulpet masser af børn med astmasymptomer før. Jo mere du stoler på dem, jo lettere kan I sammen hjælpe dit barn.